|
”Varde Cykelklub er på kort tid vokset sig rigtig stor. Vi er driftige og
har mange gode arrangementer og endnu flere gode ideer!
Efter 10 års virke som god og aktiv motionsklub besluttede vi for snart et
par år siden at blive licensklub under DCU. Vi har med stor succes
arrangeret både cyklecross og MTB løb i DCU regi. Vi har arrangeret sommer-
og vintercup. Næste år er turen så kommet til landevejsløb i DCU regi. En
opgave vi selvfølgelig også løser til bravour! Men hvad skal der ske i årene
frem? Vi i bestyrelsen har i længere
tid puslet med ideen om at se længere frem i tiden, måske 3, 4 eller 5 år.
Altså få nedskrevet vore fælles visioner for fremtiden - for Varde
Cykelklubs fremtid. Det er selvfølgelig ikke noget vi kan gøre selv. Du skal
hjælpe os.” Sådan lød invitationen til
udvalgsmedlemmer og trænere i november måned 2007!! En bred flok med mange
forskellig indgangsvinkler til klubben. Plan 2010
Fællesskab, Åbenhed og Rummelighed er som bekendt de værdier
som præger Varde Cykelklub og som skal præge os de kommende år.
Da bestyrelse, udvalgsmedlemmer og trænere var samlet til seminar sidst i
2007 for at snakke fremtid for Varde Cykelklub kom det som en naturlighed at
vore værdier for fremtiden skulle lyde ”Fællesskab, Åbenhed og Rummelighed”
det var alle hurtigt enige om.
Fremtiden er jo ikke udelukkende ord, der skal også handling til. Derfor
Plan 2010. Det er den der er arbejdsredskabet for bestyrelsen og andre
interesserede frem til 2010.
Når du læser planen vil du hurtigt opdage at flere af de tiltag som står
nævnt allerede er igangsat og sådan skal det være, vi er i gang! Vi vil med
jævne mellemrum forsøge at holde fokus på vore værdier Fællesskab, Åbenhed
og Rummelighed. Derfor har vi også fået lavet et logo som fremhæver dette.
For at komme videre med Plan 2010 har vi i bestyrelsen besluttet at vi
løbende trække enkelte emner ud af planen og så gå mere i dybden med dem.
Lige nu arbejder vi med ”hvordan vi modtager nye medlemmer” og ”hvordan
holder vi fokus på Plan 2010”. Med hensyn til sidstnævnte kan nævnes at der
kommer en foto konkurrence som løber frem til generalforsamlingen 2009.
Plan 2010 er selvfølgelig ikke udarbejdet så den skal virke begrænsende. Der
er altid plads til tiltag som gavner klubben og klubbens medlemmer. Har du
ideer er du meget velkommen til at kontakte bestyrelsen.
Vi håber derfor at du med dit engagement og gå på mod vil hjælpe med at nå
målet til 2010. Det er vigtigt for os at vi bliver kendt som en klub hvor
Fællesskab, Åbenhed og Rummelighed kommer i højsæde. Vore værdier skal være
kendt af alle!
Det der i planen er fremhævet med rødt er det vi har lavet eller er i gang
med. Det hele er selvfølgelig i stikordsform så det giver et lille indblik i
hvad det er vi går og pusler med. Der vil løbende blive skrevet mere rød
tekst ind efterhånden som vi kommer længere med planen.
Det er nu også op til dig og hjælpe med at få gang i processen og husk at vi
skal se muligheder ikke begrænsninger. God læselyst!
Bestyrelsen
Varde Cykelklub
|