Kom og kør Varde Classic søndag den 11. juni 2017

Varde Cykelklub træder en ny klassiker i gang til sommer

Søndag den 11. juni har Varde Cykelklub lavet en helt særlig aftale med vejrguderne om sol fra en skyfri himmel – 22 grader og svag vind fra øst.

Det er nemlig dagen, hvor den ambitiøse cykelklub i samarbejde med Varde Kommune lancerer Varde Classic. Fire løb i et – tilrettelagt til både landevej og MTB for motionister og elite i alle aldre. Og med mulighed for at vinde en tur i luftballon.

Det nye løb består af et landevejsløb på 115 kilometer for både hold og soloryttere. Ruten bringer deltagerne ud på de idylliske veje og gennem landsbyerne i den østlige del af Varde Kommune med masser af smukke udsigter, læhegn og god asfalt.

For den lange rute gælder, at deltager du også på et hold, skal holdet bestå af 4-6 ryttere, og at det er de fire første over stregen, der tæller. Samtidigt deltager alle ryttere i den individuelle konkurrence.

Den anden landevejsrute på 60 kilometer følger delvist samme rute med pitstop i Nordenskov.

Den tredje rute på 43 kilometer er øremærket de mange MTB-ryttere, der kan se frem til en rute mod nord på både asfalt og grus gennem de ellers lukkede Frøstrup og Orten Plantager. Ruten er ikke en klassisk singletrack og stiller derfor ikke specifikke tekniske krav eller særlig træningstilstand men alene lysten til en smuk tur på de brede dæk.

Den sidste rute er på 10 kilometer og henvender sig især til familier og cyklister, der ønsker en hyggelig tur rundt i Varde by. Ruten er lavet samarbejde med Varde Kommune, ProVarde og Varde Sommerland.

Fælles for alle fire ruter er start og mål ved Varde Fritidscenter.

Starten går klokken 9.00 og hele arrangementet ventes færdigt ved 14-tiden.

Prisen er fra 50-150 kroner pr. rytter.

Yderligere oplysninger kan findes på www.vardeclassic.dk.

I hold konkurrencen er førstepræmien er en smuk tur i Provardes fuldblods luftballon med skipper. Måske hen over cykelruterne set fra oven.

Cykelklubben har desuden udtrækningspræmier på alle ruter og håber sammen med Varde Kommune på stor opbakning, så Varde Classic kan blive en årligt tilbagevendende begivenhed.

TILMELD DIG >> HER<<