Tak til alle, som hjalp med at gennemføre Invita MTB Race 2017

november 1, 2017 Webmaster

Kære alle,

Denne lille besked er blot for at takke for Jeres indsats til Invita MTB Race 2017, om forløb lige så fantastisk flot, som vi kunne ønske os.

Den nye rute fungerede perfekt, og har givet os mange roser fra deltagerne. Børneruten blev jo opgraderet temmelig meget i sværhed, og alle har kvitteret med ros for denne ændring, så det er nogle meget tilfredse arrangører der ser tilbage på rammerne for eventet. Samarbejdet med Naturstyrelsen omkring de nye rutesektioner, samt at de gav os lov at anvende nogle stykker af vandrestierne – det gjorde at vi kunne præsentere noget nyt og spændende. Vi håber vi kan gentage dette ruteforløb til 2018!

Rutevagter og officials på alle de andre opgaver mødte op, og løste opgaverne som vi havde forventet og planlagt i vores drejebog, og det er jeg dybt taknemmelig for. Vi er jo ikke stærkere end at hele korthuset kan falde sammen, hvis en ruteomlægning ikke sker, som aftalt – eller hvis der er nogen der træffer beslutninger, som ikke virker for løbet.

I den forbindelse, så vil vi også gerne rose det samarbejde der var mellem vores rutevagter, samaritterne og løbeledelsen, da vi skulle håndtere situationen ved hængekøjen. Der blev hele vejen igennem truffet gode beslutninger, således at manden blev godt behandlet, men løbet fik også lov at køre videre. det var flot samarbejde!

Ruteopsætningen og nedtagningen kørte som et schweizisk urværk – det var fantastisk i år!

Deltager antallet var ca. 30 færre end sidste år, og helt ærligt, så forstår jeg det ikke. Vi laver et af de bedste MTB løb, vi ligger på en fast og kendt termin, og vi leverer altid en vel-præpareret rute, som er gennemtænkt og ikke mindst så får folk en oplevelse på Rævebakken, som man ikke ser andre steder! – Journalisten, som besøgte os derude – han borede lidt i deltagerantallet, og ville vide hvornår det var for få til at afvikle løbet. Jeg kunne kun svare at for mig personligt drejer det sig ikke så meget om 500 eller 800 deltagere, men nærmere at vi har et godt løbstilbud lokalt – og ikke mindst et løb, som vi selv syntes er fedt at deltage i – og at der så er så mange nye løb gennem året, som suger kræfterne ud af folk – det kan vi ikke rigtig gøre så meget ved.

Jeg synets vi kan se tilbage på weekenden med stolthed, og når den samlede økonomi er opgjort, så kommer der nok også et fint overskud ud af anstrengelserne.

Tak for hjælpen, og jeg håber I alle er klar igen den 21/10 2018

Ole Klemmensen,
fmd. MTB Udvalget i Varde Cykelklub