Vores vedtægter:


Opdateret: 25-02-2015

VEDTÆGTER FOR VARDE CYKELKLUB

§ 1 Klubbens navn er ”Varde Cykelklub”. Klubbens hjemsted er Varde Kommune.

§ 2 Klubbens formål er, at give medlemmerne mulighed for at udøve cykling, samt at fremme interessen for cykling gennem sportslige og sociale arrangementer.

§ 3 Der kan opnås medlemskab af Varde Cykelklub uanset alder. Deltagelse i træning og øvrige aktiviteter kan være begrænset af en minimum alder, som fastsættes af trænerne i samarbejde med udvalgene. Oplysninger om alderskrav vil fremgå af konditionerne for de enkelte træningshold og/eller aktiviteter.

§ 4 For at deltage i Varde Cykelklubs træning skal man bære cykelhjelm, ligeledes må alle former for tristyr ikke anvendes under træningen, dog er det tilladt under specialtræning. Alle nye medlemmer som ønsker at være med kan de første par gange låne en af klubbens 3 hjelme, derefter må medlemmet selv anskaffe en.

§ 5 Klubben er medlem af DCU under DIF og De Samvirkende Idrætsforeninger i Varde Kommune (DSI) og underkastet forbundets love og regler

§ 6 Klubbens regnskabsår går fra 1/1 til 31/12.

§ 7 Kontingent fastsættes på generalforsamlingen, og gælder for et kalenderår. Kontingent forfalder til betaling 1/1. Et medlemskab er ikke gyldigt før kontingent er betalt.

§ 8 Udmeldelse kan ske skriftlig til bestyrelsen. Ved overskridelse af betalingsdag for kontingent med mere end 2 uger betragtes medlemmet som værende udmeldt.

§ 9 Generalforsamlingen er øverste myndighed i alle klubbens anliggender og afgør selv sin lovlighed. Hvert medlem over 14 år har på generalforsamlingen 1 stemme. Stemmeret kan kun opnås ved fuldgyldigt medlemskab og personlig fremmøde.

§ 10 På generalforsamlingen vælges bestyrelsen på følgende måde.

På lige år.    1 Formand & 2 Bestyrelsesmedlemmer
På ulige år.  1 Kasserer & 1 Næstformand
Hvert år.      1 Landevejsudvalgsformand & 1 MTB udvalgsformand
Hvert år.      2 Bestyrelsessuppleanter & 1 Revisor & 1 Revisorsuppleant

§ 11 Generalforsamlingen indvarsles af bestyrelsen med mindst 20 dages varsel ved en skriftlig meddelelse. Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være indsendt skriftlig til bestyrelsesformanden 7 dage før.

§ 12 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsens beretning for det forløbene år.
3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse.
4. Planer for det kommende år.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Fastsættelse af kontingent.
7. Valg af bestyrelses medlemmer
     På lige år.     1 Formand & 2 Bestyrelsesmedlemmer
     På ulige år    1 Kasserer & 1 Næstformand
     Hvert år.      1 Landevejsudvalgsformand &
                            1 MTB udvalgsformand
     Hvert år.      2 Bestyrelsessuppleanter &
                            1 revisor  samt 1 revisorsuppleant

8. Eventuelt Under dette punkt kan intet besluttes.

Beslutninger tages med almindeligt stemmeflertal ved håndsoprækning. Afstemning af bestyrelses medlemmer skal foregå skriftlig. Såfremt der er tale om vedtægtsændringer, kan 5 medlemmer kræve, at beslutningen først tages på en ekstraordinær generalforsamling, hvor afstemningen foregår skriftlig.

§ 13 Ekstraordinær generalforsamling afholdes når bestyrelsen beslutter det, eller senest 3 uger efter at mindst 1/3 af klubbens medlemmer skriftligt har udtrykt ønske herom over for bestyrelsen. Ekstra ordinær generalforsamling indvarsles af bestyrelsen med mindst 20 dages varsel ved en skriftlig meddelelse. Forslag der ønskes behandlet på den ekstraordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt senest 4 dage efter indvarslingen er udsendt.

§ 14 Bestyrelsesmøder indkaldes af formanden efter behov eller når et bestyrelsesmedlem ønsker det. Formanden er berettiget til at handle på klubbens vegne i sager som ikke tåler udsættelse, men skal i så fald fremføre sagen ved førstkommende bestyrelses møde. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 medlemmer er til sted.

§ 15 Kassereren fører medlemsprotokol og et specificeret regnskab. Revisoren kan til enhver tid forlange at få regnskabet og kassebeholdningen forevist.

§ 16 Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der har skadet klubbens omdømme. Såfremt medlemmet skulle ønske det, skal spørgsmålet om eksklusion - efter senest 3 uger - tages op på en ekstraordinær generalforsamling indkaldt udelukkende med dette punkt på dagsordenen.

§ 17 Klubben kan kun opløses efter vedtagelse af 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 1 måneds mellemrum. Opløses klubben overgår dens midler og ejendele til børne- og ungdomsarbejde i Varde Kommune.

  1. Vedtaget på ekstraordinær generalforsamling d. 20. september 2004, og gældende fra d. 01.01.2005.
  2. På klubbens ordinære generalforsamling d. 22.02.2012, blev § 3 ændret.
  3. På klubbens ordinære generalforsamling d. 25.02.2015, blev § 4, § 10 og § 12 ændret.

Senest opdateret af Steen Kruchov Madsen den 26.02.2015